Interviewet med Melanie

Hej Melanie, kan du præsentere dig selv med et par ord?

Hej, jeg hedder Melanie, jeg er 22 år gammel og bor i en lille by ved navn Marignier i Haute-Savoie. Jeg studerer sundhedsteknologi i Grenoble med det formål at kunne kurere diabetes en dag. Jeg har faktisk allerede været i praktik hos et team af diabetesforskere, som arbejder på muligheden for at foretage ø-transplantationer uden at skulle tage immunsuppressive midler.

Hvornår blev din diabetes diagnosticeret? Hvad husker du fra den første tid efter diagnosen?

Jeg var 12 år gammel, og det var meget svært for dem omkring mig, især for min mor, som var meget bekymret, og som virkelig støttede mig. Hun var nødt til at komme om natten kl. 00.00 og kl. 4.00 for at give mig dextro. Vi var nødt til at organisere os helt anderledes i forhold til skolegang og måltider. Jeg havde ingen pumpe, og jeg var nødt til at respektere de kulhydrater, som diætisten havde programmeret, og tidsplanerne for hvert måltid. Jeg kan huske, at det for 10 år siden var svært at finde fødevarer uden tilsat sukker, men nu er der mange flere valgmuligheder.

Diabetes er stadig ikke velkendt i den brede offentlighed. Hvordan vil du forklare nogen, hvad diabetes er, og hvordan det påvirker dit daglige liv?

Der findes tre typer diabetes: type 1, type 2 og graviditetsdiabetes. Jeg har haft type 1-diabetes i 10 år. Det er en kronisk (hvilket betyder, at den varer hele livet) autoimmun sygdom (forårsaget af mine antistoffer, der angriber min bugspytkirtel). Det er bugspytkirtlen, der regulerer sukkerniveauet i blodet og forsyner organer og muskler med kulhydrater takket være et hormon: insulin. Da bugspytkirtlen hos type 1-diabetikere ikke længere fungerer, skal vi indsprøjte "hurtig" insulin ved hvert måltid, som virker i 2 timer, og "langsom" insulin om aftenen, som virker i 24 timer. Diabetes er en del af mit liv, fordi jeg hele tiden skal holde øje med, at mit blodsukker ligger inden for målområdet, jeg skal huske at tage mine insuliner og alt det andet, der følger med diabetes, med mig, jeg skal beregne de kulhydrater, jeg spiser, og tilrettelægge min dag, så jeg ikke bliver overrumplet.

Den forudfattede mening, som du for enhver pris vil aflive?

Som mange andre mennesker troede mine forældre og jeg, at diabetes kun var en sygdom, der ramte ældre eller overvægtige. Med tiden har jeg mødt diabetikere i alle aldre, nogle gange endda spædbørn. Jeg ville ønske, at folk ville holde op med at tænke, at diabetes er lig med junkfood eller dårlig livsstil. Mange unge mennesker omkring mig tror også, at fordi diabetes er en sygdom, der ikke kan ses (undtagen med sensoren og omnipoden), så er det nødvendigvis "ikke så svært, der er værre sygdomme". Ja, der findes værre ting, men det er stadig en mental byrde dag og nat, også i ferier og weekender, og det er en ondskabsfuld sygdom, som kan forårsage alvorlige skader på lang sigt.

Fortæl os en positiv eller sjov historie om din diabetes.

For at få min praktikplads i diabetesforskningssektoren tøvede jeg ikke med at nævne, at jeg var diabetiker i min ansøgning, og at min drøm var at blive diabetesforsker, og jeg blev straks accepteret (takket være diabetes).

Hvilket råd ville du give til en person, der lige har fået konstateret diabetes?

Jeg ville fortælle hende, at livet går videre, at det er vigtigt at fortsætte med at leve som før, ikke at holde op med at dyrke sport, gå ud osv. Det er vigtigt, at du følger din behandling seriøst, for det er det, der holder dig i live, men hvis det en dag bliver for svært, skal du ikke være bange for at give slip i en kort periode og starte forfra. Jeg ville sige til hende, at vi ikke må miste håbet, for videnskaben gør flere og flere fremskridt, og diabetikernes livskvalitet bliver bedre og bedre med årene. Vi må ikke glemme, at det for 100 år siden kun var type 1-diabetikere, der døde af hyperglykæmi, mens vi i dag kan forvente at leve lige så længe som folk, der ikke er syge.

Kaio-Dia blev skabt, fordi meget tilbehør enten var kedeligt, af dårlig kvalitet eller ubehageligt. Det vil vi rigtig gerne fortsætte med at ændre på, og det er vi allerede begyndt på. Til det formål vil vi gerne vide, hvad du har brug for, kan lide, ikke kan lide eller savner i din hverdag.

Før jeg skiftede til omnipod, havde jeg en pumpe med slange. Jeg plejede at lægge min pumpe i min bh, når jeg havde kjole på, eller når jeg ikke havde lommer i mine bukser. Det er rigtigt, at det ville være rart at skabe en bh eller bh'er, der kunne rumme pumperne på en diskret og behagelig måde. Når det gælder omnipoden eller sensoren, sætter jeg dem for det meste på min arm. Det ville være rart at lave pandebånd med puder, der beskytter mod at hænge fast i døre eller mennesker. Og at det er mere behageligt om natten, hvis man f.eks. sover på det.